Bagsværd havde ikke kun unge, men også et pænt antal veteraner med til de danske mesterskaber i kort cross, som blev afviklet i Odense lørdag den 25. januar. Hos damerne stod tre BAC-løbere på startstregen, og eftersom alle deltog i K45-klassen var der jo chance for medalje. Der var rigtig flot, at det lykkedes at få et hold på benene. Anne Frankland gjorde det supergodt, og blev nr. 9 blandt 24 veteraner. Og i K45 gav det såmænd bronze. Eftersom Benedicte Kastrup og Anne-Mette Guldberg gennemførte som nr. 5 og 6 i klassen, var hold-guldet hjemme. Smukt.
Herrene fra 60 og opefter løb i samme heat, så der kom faktisk endnu en medalje ud af dagens næstsidste heat. Normalt bliver græs og jord jo smadret en del af alle disse løbere, men pga. frosten i jorden var ruten næsten som uberørt. Jes Andersen lagde godt ud, og snart var alle konkurrenterne i M60-klassen langt bagude. Der var ti i klassen, men nr. 2 var næsten et helt minut efter. Og guldet blev dermed hentet hjem stensikkert.
I dagens sidste heat var BACs yngstemand Søren Feigh, som i M40 fik en hæderlig placering som nr. 16. Niveauet er rigtig højt her. I M45 stod BAC i samme situation som hos damerne. Vi havde et hold og en god chance, selv om der var to andre klubber, som også var i stand til at stille stærke hold. Under løbet var det dog umuligt at få øje på disse modstandere, så var de mon foran eller bagved eller hos bageren eller hvad?
Poul Thomsen, Kem Overskov og Martin Bo Andersen lagde fornuftigt ud, og med skiftende indbyrdes placeringer undervejs, endte de tre i den nævnte rækkefølge. Placeringerne blev 10, 12 og 13, og med denne homogene indsats lykkedes det faktisk at besejre de to hårde konkurrenter. Forskellene i disse hold-stillinger kan nemt blive 3-4 minutter, men her viste det sig, at de tre medalje-hold løb inden for 25 sekunder, så de tre gode, stabile præstationer viste sig altså at være alle pengene værd. Guld til Bagsværd.