I weekenden var der DM i mangekamp for ungdom og seniorer samtidig med Spartas store Sparta Copenhagen Games. BAC havde en enkelt deltager med: Katarina Hessner Hansen, som i år konkurrerer i P15.
Katarina beskriver selv weekendens konkurrencer:
"Det
har været en lang mangekamp med både opture og nedture. Jeg startede dårligt ud
på 80m hæk, som ellers er en af favoritdisciplinerne, med et halvt sekund fra
mit ønskede resultat. En af mine større konkurrenter er skadet, og jeg måtte
derfor løbe ”alene” uden at blive presset. Det blev dog stadig til en anden
plads samlet. Efter den dårlige start på hæk, stod menuen på højdespring. Og på
trods af næsten ingen træning, blev det til en ny pr på 1.49m, og jeg havde
nogle gode forsøg på 1.52m. Jeg vandt højdespringskonkurrencen, og bibeholdte
min anden plads. I kugle, som var den næste disciplin, klarede jeg det
nogenlunde som forventet, med et stød på lidt under 8m. Sidste disciplin på
førstedagen var 200m, som plejer at være en af dem jeg scorer rimelige point
på. Desværre havde jeg svært ved at finde det rette spændings-niveau, og med en
sløset start, blev det kun til en tid halvandet sekund under pr. Meget
skuffende. På anden-dagen, blev der lagt ud med længdespring, hvor jeg igen
måtte skuffe mig selv med et spring på næsten 40cm under pr. Heldigvis var vi
ingen der præsterede, og jeg lå stadig til sølvet. Den næste og 6. disciplin
var spydkast, som ikke plejer at være min stærke side. Men efter endelig at
have ”knækket koden”, vandt jeg spydkonkurrencen og forbedrede mig med 3,5m.
Sidste og nok også mest frygtede disciplin var 800m. Der var mange sekunder der
skulle hentes, hvis jeg skulle nå guldet, og mange der skulle mistes, hvis jeg
skulle ryge ned på bronze eller helt ude for skamlen. Jeg fik placeret mig
fint, med 4. pladsen bag mig, og et godt overblik over hvor 3. pladsen lå.
Fordi jeg skulle holde 2. pladsen, betød det at jeg måtte løbe alene det meste
af løbet – det forreste felt var for hurtigt til mig, og det bagerste for
langsomt, hvis jeg ville vinde sølvet. Jeg holdt et fint tempo og løb den
sikkert hjem. Det var især dejligt med al den BAC opbakning fra sidelinjen. Alt
i alt er jeg skuffet over mine resultater, og jeg troede mit bund-niveau var
højere. Placeringen er jeg til gengæld rigtig glad for. Den her mangekamp har
nok været mere mental hård for mig end fysisk. Jeg havde svært ved at sætte mig
op til nogle af disciplinerne, og det ses på resultaterne. Det blev en
forbedring af min egen klubrekord, 4177, men dog ikke så stor end forbedring
som håbet".
Stort til lykke til Katarina med sølv og KR. Vi håber at flere unge får lyst at deltage i mangekamp i fremtiden.