FORSIDE          MOBIL        ENGLISH        INDHOLD        SØG        HJÆLP   
      
 
 
Udvalgt indlæg
 
3/9 - 2018
DMU med 3 medaljer    Skriv svar   Ret indlægget
Medaljetagerne ved DMU 2018.

Aalborg A&M afholdt Danske Mesterskaber for Ungdom (DMU) i weekenden 1. og 2. september. BAC stillede med et hold af 8 atleter og 2 trænere, som havde en hyggelig og indbringende weekend der både talte 3 medaljer, fine resultater og gode oplevelser.

Lia Palmberg Nordhald løb en fin 300m hæk med en samlet 5. plads i P15. Lia kom skidt over første hæk, kom stærkt igen men trippede igen en del på sidste hæk, hvilket kostede en del tid, men ellers flot løbet. Lia fik senere lørdag 1,44m i højde før ryggen sagde stop. Søndag løb Lia 14,08 på den korte hæk. Så en travl weekend for alsidige Lia.

På sin 100m-start i P15 rykkede Amalie Thrane voldsomt i blokken og dommeren burde have dømt omstart. Det skete ikke og Amalie kom derfor skidt igennem de første 20-30 meter, men den slags sker ind imellem. I længde levede Amalie op til sin seedning og kom fint med i finalerunden. Noteringen på 4,75m var ikke helt på vanligt niveau, men der var flere i feltet som sled med niveauet. Amalies DMU sluttede med en 200m på 28,11. Umiddelbart ikke en hurtig tid, men tiderne i heatet var generelt ikke hurtige. Og Amalie slog faktisk en pige, som har en bedre PR end Amalie. Så en fint indsats og fight fra Amalie.

Tine Østergaard’s 400m i P19 var ikke helt i skabet. Løbene lørdag blev stærkt forsinkede og arrangørerne var ikke på toppen af situationen med kommunikation mv. Tine følte sig derfor fysisk og mentalt “slukket” da løbet gik i gang. Det gik klart bedre på 800 meter søndag. Tine gik som aftalt efter en Holte pige, som så havde en gylden dag og løb pænt hurtigt på første omgang. En 400-split på 65 var i overkanten for Tine og kostede til sidst nogle sekunder. Men sådan er mesterskaber og Tine fightede godt.

Cecilie Møller-Jensen løb sin første 400 meter i år i P17 og kom ok rundt i 61,11. Tiden var på niveau med to af de formodede hårdeste konkurrenter på 800 meter, så det så ok ud. Cecilie mangler noget speedtræning pga. skinnebensproblemer i april og maj måned, hvilket mærkes på en 400m. I 800m-finalen var der tæt kamp som ventet. Cecilie placerede sig super godt og var i god kontrol med de øvrige favoritter. Med ca. 250 meter igen tog Cecilie spids og tvang dermed de andre til at løbe sidste sving i bane 2. Det var modigt og godt forsøgt og angrebet skilte 3 næsten lige stærke atleter ud, så selvom Cecilie lige manglede 1 pct. de sidste 50 meter blev det til en flot og meget fortjent bronze. Og stor ære af et godt ræs - et rigtig mesterskabsløb.

Ida Hother le Fevre var med ved hendes første DMU og som eneste Kaster fra BAC. Ida skulle både kaste Hammer og Diskos samt støde Kugle i P15. Lørdagens disciplin var Hammer og her gik det over al forventning, da Ida var seedet som nr. 12 og endte på en flot 6. plads. Ida’s bedste kast var på 30,80m, hvilket er PR med 2,72m. Om søndagen skulle Ida starte med Diskos, men her blev det desværre 3 kast i nettet, så intet resultat. I Kugle lavede Ida en god og stabil serie, hvor længste stød var 9,27m ikke langt fra PR og det gav en 8. plads, hvor Ida var seedet som nr. 10.

Stinus Dolmer Nielsen havde 300m og 800m på programmet i D15. På 300m løb Stinus i B-heatet og kom i mål som nr. 2 i tiden 40,12, som er PR med 0,12 sek. Det gav en samlet 8. plads. Også på 800m var Stinus i B-heatet og her blev han også nr. 2 i tiden 2.16,57, det gav en samlet 10. plads.

Joel Ibler Lillesø skulle løbe 1500m og 3000m i D15 og han var seedet 1 i begge discipliner, men det er jo ikke altid at man kan leve op til favoritværdigheden. På 1500m tog Joel selv initiativet for at få holdt et godt tempo med det formål at få slidt på 800m-løbernes gode finish. Han fik lidt hjælp af en Silkeborg-løber, men gjorde ellers al arbejdet selv. Joel skruede stille og roligt op for tempoet på sidste omgang og med en god finish på opløbsstrækningen kunne han slå hullet til den sidste og vinde Danmarksmesterskabet. Tiden blev fine 4.19,80, som er PR med 0,71 sek.
På 3000m fik Joel selskab af Philip Grundt Hansen, som er yngst i aldersgruppen. Også her tog Joel spidsen fra start, men med pænt overskud. Største delen af feltet kunne følge med i tempoet, men efter nogle omgange begyndte de første at slippe. Tempoet var rimeligt konstant de første 2000m, som gik på 6.27,4. Herefter blev tempoet skruet op og op og op, og Joel havde faktisk selskab hele vejen op ad opløbet, men uden rigtigt at være truet. Joel kunne løbe over målstregen som dobbelt Danmarksmester i tiden 9.21,05, hvor den sidste km gik på 2.53. Philip kom også rigtig godt fra start med en hurtig første 1000m på 3.15, hvorefter at Philip satte tempoet lidt ned. Han formåede dog at holde dampen oppe og kunne løbe i mål som nr. 8 i tiden 10.09,55, som er PR med 10 sek.

  
Terminsliste (evt. tilmelding) 
20/915/9Tages Kaste 3-kamp
25/9Bestyrelsesmøde
29-30/913/9Afslutningsstævnet - Greve
5/1028/9Lysstævne - Amager
Nyheder 
16/9 Bagsværd nr. 6 i Kvalifikationskampe...
15/9 Anton Østdal er optaget i DAF's Cent...
7/9 Joel Ibler Lillesø har klaret kravet...
3/9 DMU med 3 medaljer
1/9 Sommerfest Løb & Motion
Medlemmerne