I weekenden d. 4. og 5. marts 2023 blev
Danmarksmesterskaberne for Ungdom afviklet i Skive.
Bagsværd Atletik Club stillede med 7 atleter, som var Hjalte Dalskov, Troels Jøhnk, Freja Snedker
Storgaard, Anders Rosenberg Jessen, Kasper Libak Rasmussen, Rumle Flindt-Egebak
og Simon Zaveri Poulsen. Desuden supporterede Lars Bach Jensen og Carsten
Rytter atleterne igennem hele weekenden.
Tre atleter skulle tidligt lørdag løbe 400m. Alle (Freja, Kasper og Simon) var
debutanter på distancen og de klarede det alle flot. Erfaringerne med hvornår
det strammer til på en 400 m vil ruste dem bedre til næste gang. Freja fik i sit heat i P17 68,42 og var
godt træt de sidste 100 meter. Et friskt udlæg kostede lidt tid. Godt et sekund
hurtigere og man er i top 10 - så tæt var det.
Anders havde
lovet trænerne tre personlige rekorder til dette DMU-inde. Den første kom lørdag
eftermiddag med resultatet 1,71 meter i D17 Højde. Anders kom over med “clear air”
og især første forsøg på 1,74 var rigtig godt. Det blev til en fjerdeplads med samme resultat som
bronzevinderen - men lidt flere nedrivninger. Tillykke Anders - vi glæder os
allerede til 60 m hæk og 200 søndag.
Første M/L-atlet i ilden var Troels, som skulle ud og dyste på 3000m i D16-17. Den planlagte
taktik var nok lidt for optimistisk og derfor måtte Troels sænke tempoet
undervejs, hvor han også blev overhalet af nogle af konkurrenterne. Troels
kæmpede dog helt til mål og blev belønnet via en 6. plads med en ny PB på 3 sek. med tiden 9.24,91.
Senere lørdag skulle Hjalte
konkurrere på 800m i D18-19 (Junior), hvor der blev lagt en taktik sammen med
en anden deltager om, at Hjalte skulle sætte pænt højt tempo de første 300m og den
anden deltager skulle herefter gå frem og trække de næste 300m, hvorefter de
hver især skulle konkurrere til mål. Formålet var at en konkurrent der havde
løbet 50 sek på 400m skulle ”ristes” og allerhelst sættes af inden løbet skulle
afgøres. Planen lykkedes perfekt og på de sidste 200m var det kun de 2 ”planlæggere”,
der skulle afgøre guld og sølv imellem sig. Hjalte pressede allerede på på
modsatte langside, men blev afvist, hvorefter der blev trykket igennem med alt
ud af opløbssvinget og hele vejen til målstregen, hvor de begge dykkede med alt
hvad de havde. Det var helt tæt og ingen af de 2 kunne holde balancen efter
passage af målstregen, hvor de tumlede rundt. Det var med meget spænding, at
EL-tiden granskede målfotoet og efter en ulidelig lang venten blev det
offentlig gjort, at Hjalte Dalskov vandt med 0,06 sek. Herefter kunne Hjalte
primært udnævnes til Junior
Danmarksmester med vindertiden 2.00,58, hvilket er en forbedring af hans PB, som blev sat i Malmø tidligere i år
med 0,36 sek.
På dag 2 her fik Anders
omsat løftet om tre personlige rekorder til dette DMU-inde. Først forbedrede
Anders sin 60 m hæk PB fra 10,56 til
10,14 sek. Løbet var langtfra vellykket teknisk, men det var nu også kun anden
gang Anders prøver. På 200 m forbedrede Anders sin inde PB fra Pallas med 0,04 sek. til 25,28.
Rumle fik en
lille forstrækning i baglåret til Pallas og har kæmpet for at blive klar.
Derfor nøjedes Rumle med 200 meter individuelt. I dag forbedrede Rumle sin inde
PB fra Pallas med 0,3 sek. til 24,52.
Baglåret holdt nogenlunde - men 3 ugers skånetræning havde naturligvis sat sig
lidt på formen og skarpheden.
Søndag skulle både Troels og Hjalte løbe 1500m i deres
aldersgruppe.
Troels var første mand på 1500m i
D16-17, hvor taktikken var lidt mere forsigtig efter gårsdagens erfaring. Efter
starten og nogle hundrede meter, så fandt løberne på plads i feltet og det var
med Troels nede på 6. pladsen. Der blev holdt et pænt højt tempo frem mod de
sidste omgange, hvor det skulle afgøres. Troels fik sat ekstra godt gang i hans
lange ”stænger”, da det resterende var til at overskue. Det medførte at Troels
kunne overhale flere konkurrenter og han nærmede sig kraftigt de 2 forreste. I sidste
halvdel af opløbssvinget skulle Troels til at gå forbi den næstforreste, men
han trak ud lige foran Troels, som måtte bremse op for at undgå et sammenstød. På
opløbet trykkede Troels igen på for at gå forbi og det blev meget meget tæt på
målstregen. Troels måtte nøjes med 3.
pladsen og bronze med sølle 0,03
sek. og 0,32 sek. til de 2 forreste. Havde Troels fået frit løb til målstregen
var der stor sandsynlighed for at han havde vundet. Troels løb i den flotte tid
4.10,00, som er over 5 sek. bedre end hans udendørs PB.
Herefter skulle Hjalte løbe 1500m i
D18-19, hvor han skulle slås med gårsdagens sølvmedaljevinder på 800m samt
vinderen af 3000m. Og vinderen fra 3000m vidste godt, at der skulle tempo på
fra start for at gøre de mere udprægede mellemdistanceløbere trætte. Det var
kun Hjalte der kunne hænge på i det høje tempo, hvor alle andre meget hurtigt
gav fortabt. Hjalte kunne hænge på til 1200m, hvor og Hjalte måtte slippe
taget. Hjalte holdt dog godt på til målstregen og fik en flot 2. plads og Sølv i tiden 4.05,34. Tiden var en forbedring af PB med 2,67 sek.,
som Hjalte satte til Senior DM.
Kasper og Simon i Længde-debut til et DMU - vist
Simons første Længde-konkurrence nogensinde. Det gik fint - taget en hård 400m
i benene i betragtning. Kasper sprang lidt under sommerens niveau, men med 5,32
var han kun en placering fra finalen. Simon fik fine 5,03 meter med trætte og
ømme ben. Godkendt begge.
Tak til alle 7 atleter for en flot indsats for klubben. Mange
flere af de gode unge atleter som klubben rummer burde tage med til DMU og få
en fantastisk oplevelse.