DM Cross
8/3  RET
Starten på DM Cross 2020 for Junior og Masters.
Søndag d. 8. marts afholdt IK Hellas DM Cross, som samtidig var 4. runde af Cross Nationals i Roskilde.
BAC havde 5 unge "mænd" til start i juniorrækkerne, som skulle løbe 3 runder á 2 km sammen med Masters. Anton Østdal, Rasmus Baltzersen og Markus Sterup Møller i 18-19 år samt Joel Ibler Lillesø og Laurits Pantmann i 16-17 år.
Starten gik ned ad bakke, snævrede ind og efter små 40m ind i et venstre sving, så man skulle have fart på fra starten, så man undgik trængslen. Det havde de 5 BAC'ere forstået og så var de ligesom godt i gang.
Anton og Joel fortsatte i det høje tempo, hvor kun Jeppe Risvig havde mod på at forsøge at følge med. Men allerede inden afslutningen på første omgang, så måtte Jeppe give fortabt. De 2 BAC'ere rundede første omgang i 5.59, som også var dagens hurtigste runde (også i regnet seniorerne, der dog skulle løbe 10 km). Rasmus lagde også fint ud på en delt 5. plads. Markus lå som nr. 11 og Laurits på en 17. plads. Herefter løb Anton og Joel deres parløb, hvor det dog endte med at Joel trak lidt fra til sidst og kunne krydse målstregen som den første. Da de løb i hver deres aldersklasse, så betød det at Joel blev Danmarksmester for 16-17 år og Anton blev Danmarksmester for 18-19 år. Rasmus var blevet sat af både Jeppe Risvig og Gustav Mørch, men Rasmus havde disponeret meget fornuftigt. De 3 var alle i ældste ungdomsgruppe og skulle dele pladserne 2-4 mellem sig. Rasmus fik kæmpet sig op til de 2 andre og da det hele skulle afgøres viste Rasmus sin afslutterstyrke fra Mellemdistancen og kunne løbe i mål som 3. mand i alt og til Sølv i 18-19 år. Markus holdt sin plads som nr. 11, hvilket er flot, da han er startet fornylig og ikke har været igennem hele grundtræningsforløbet. Laurits holdt også sin samlede 17. plads, men han kom i mål som nr. 3 i 16-17 år og vandt dermed Bronze.
De unge drenge fra BAC har gjort rent bord i denne sæsons Cross Nationals og de kunne også kåres som samlede vindere af hele turneringen, hvilket betød at de blev Danmarksmester for Juniorhold i Cross og samtidig kvalificerede sig til Europa Cup Cross. De 6 der har været tællende på holdene i de 4 runder er Anton Østdal, Anders Bang, Markus Sterup Møller, Rasmus Baltzersen, Joel Ibler Lillesø og Philip Grundt Hansen.

 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt