Etape Bornholm – dag 4
29/7 Paul Stig Andersen  RET

Så kom kongeetapen! Alle er trætte når man står klar på Hammer havn og kigger op ad den stejle og brostensbelagte vej der skal forceres som det første umiddelbart efter starten er gået. Det går opad ca. 400 meter hvorefter der er ca. 200 meter til at komme sig oven på chokket. Derefter er det så op og op og op – rundt om stenbruddet - indtil man når godt 3 km hvor det begynder at gå nedad. Herefter er der mest nedløb indtil godt 5 km hvor man når ned til Hammersøen som følges til Allinge, hvor der drejes til venstre ind over campingpladsen. Som om distance og højdemeter ikke er forhindring nok, skal man her igennem en tyk grilhørm – man kommer jo lige til spisetid! Efter campingpladsen bliver det gradvist mere ujævnt og kuperet og lidt efter 8 km starter opstigningen til Hammer fyr, som er målet. Engang kunne jeg løbe op ad den – det kan jeg ikke mere og d´herrer på 2. og 3. pladsen i min gruppe skulle heller ikke nyde noget. Man løber indtil mælkesyren bider for alvor og så er det ned og gå i rask tempo indtil stigningen flader en anelse ud ca. 300 meter fra mål. Dem der måtte have passeret en mens man gik betaler nu regningen og man glider nemt forbi op mod mål, hvor der det sidste stykke er en stemning uden lige.

Et af dagens store spørgsmål var hvor meget mediehurlumhejet havde taget på Ole, Lennart og Kim. Selv hævdede de at det havde været en lang dag med interviews og afslåede bestyrelsesposter, jobs- og ægteskabstilbud. Den slags tager på kræfterne!

Og hvad med kampen mellem Malene og Anne-Mette?! De lå uhyggeligt tæt inden dagens etape, som egner sig fint til at sætte nådestødet ind. Det skulle blive spændende at følge.

Kim Larsen var hurtigst af linselusene og løb på flotte 45:04 og blev nr. 5 i H65. Det var en plads bedre end onsdag, men samlet ligger Kim fortsat på 6. pladsen.

Lige efter Kim kom linselus nr. 2 – Ole Kähler. Ole blev nr. 14 i dag men ligger samlet nr. 15 hvilket er 1 plads tilbage fra i går – berømmelsens pris!

Sidste linselus var Lennart Pedersen som løb på 49:53 hvilket rakte til en 39. plads imod en 38. plads i går. Samlet rykker Lennart en plads frem og er nu nr. 31 i H55.

Lise Thurmann blev igen i dag nr. 3 og har nu et solidt greb om 3. pladsen i K60. Der er 4½ minut til 4. pladsen så meget skal gå galt i Rønne i morgen hvis den ikke skal holde hjem. Et lille tillykke til Lise på forhånd!

Anne-Mette Walbom løb på 54:54 og blev i dag nr. 30 i K55. Samlet ligger Anne-Mette nu nr. 26 – 2 pladser frem på listen! Tillykke til Anne-Mette som er dagens højdespringer!

Men nu udløses spændingen!:

Det var lige præcis ikke nok til at overhale Malene Nielsen som forsvarede sig flot i dag! Malene løb på 55:00 og ligger nu nr. 25 imod nr. 26 i går. Kun to sekunder skiller de to! Det bliver ulideligt spændende i morgen!

Kirsten Kähler løb på 58:01 hvilket rakte til en 13. plads i K60. Kirsten ligger ligeledes nr. 13 i den samlede stilling – 1 plads frem siden i går. Tillykke til Kirsten!

Morten Laursen løb på 01:03:14 og blev i dag nr. 66 i H50. Morten ligger samlet nr. 65 – endnu en plads frem på listen!

Deres klummeskribent løb på 39:07 hvilket rakte til en 4. plads både på dagen og samlet. Som for Lise skal meget gå mærkeligt i morgen hvis det skal ændre sig den ene eller den anden vej. De andre er heldigvis også trætte!

Hos Bagsværd Atletik er det ligesom i cykelsporten: Vi smykker os gerne med lånte fjer når der er succes i farvandet! Sara Schou Kristensen ligger nu samlet nr. 1 hos kvinderne. Sara vandt overlegent over den nærmeste konkurrent ved et veldisponeret løb hvor hun trak fra konkurrenterne på det lange nedløb. Interesserede kan se et interview med Sara på play.tv2bornholm.dk – hvor der er også er mulighed for at bade sig i billeder af klummeskribenten.

Anne-Mette og Malene på vej op til fyrer
Kim på vej op fra Hammer Havn
Kirsten
Lennart
Lise med overskud - igen igen igen!!!
Morten
Paul
 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt