Frostcup - tredje afdeling i Herlev/Smørmosen
8/1 Paul Stig Andersen  RET

Frost var det langtfra da tredje afdeling af denne vinters Frostcup løb af stablen i Herlev.

Der var start ved Klausdalsbrovej, hvorfra det hurtigt gik ned i Smørmosen, som er velkendt terræn for mange BAC'ere. Via et par af de velkendte stier gik det langs Tibberup Å inden ruten ledte tilbage til start. Afslutningen var op ad en pænt hård bakke, som især løberne på lang distance kunne glæde sig til at forcere to gange.

Underlaget var overraskende fast den megen regn taget i betragtning og vind var der heller ikke meget af. Regnen holdt sig i skindet indtil stort set alle var kommet i mål, så forholdene var i det hele taget udmærkede årstiden taget i betragtning.

Diverse forkølelser med videre lagde nok en dæmper på tempoet for mange deltagere. Undertegnede har været godt lakket til siden Jul og først i torsdags kom der rimeligt hul igennem, så det var med lidt bange anelser at nogle af os tog hul på ruten.

Men lad os kaste et blik på resultatlisten. For kvinderne på den korte distance var BAC-løber Emma Hjortshøj Møller hurtigst af alle med 20:16 for de cirka 5 km. Emma topper naturligvis også K0 – 34 klassen og er en af flere BAC'ere der efter 3. afdeling har optimale 3 point og med en 3. plads (eller bedre) i næste afdeling kan sikre sig den samlede sejr i årets Frostcup. Lidt på forkant – tillykke herfra.

Men vi skal ikke langt ned i resultatlisten for at finde næste BAC'er samlet- og i K0-34 kort distance. Med tiden 20:53 blev Josefine Rytter en flot nummer 3. Josefine løber dog kun en enkelt etape og er dermed ikke med i den samlede stilling.

Ikke ret meget længere nede af resultatlisten – men nu i K50-59 finder vi endnu en BAC'er – nemlig Julie Rosbo som blev samlet nummer 15 men en suveræn nummer 1 i aldersklassen. Desværre er Julie på trods af 3 starter – og 3 sejre - kun enkeltdagsdeltager og dermed ikke med i den samlede konkurrence. Det er Benedicte Kastrup til gengæld, som efter en længere pause nu er på vej tilbage. Når startnummeret kommer på maven, går det stærkt og Dicte blev i dag nummer 3 i K50-59 og tager 2 point med i det samlede regnskab. Det lugter af en samlet andenplads.

Vi hopper videre til kvinder lang distance og ligesom ved Etape Bornholm smykker vi os lidt med lånte fjer, da tidligere BAC'er Sara Schou Kristensen havde gjort mor følgeskab og stillede op som enkeltdagsløber. Med tiden 35:57 smadrede Sara samtlige andre kvindeløbere og kun 4 herreløbere var hurtigere i dag.

Bedste BAC'er blev Bettina Guldbæk som trods en dårlig dag løb på 45:06 hvilket rakte til en 5. plads i K35-49. Bettina blev samlet nummer 10 og nummer 11 var såmænd endnu en BAC'er – nemlig Tina Kristensen som hjemvendt efter to ugers træningslejr sydpå løb på 45:31 og blev nummer to i K50-59. Tina står med gode chancer for en samlet andenplads, men kampen er meget hård, så intet er afgjort endnu.

I K60+ blev Linda Lindberg nummer 6 i tiden 59:56.

Videre til herrerne hvor BAC i den grad gjorde sig gældende på kort distance. Niels Hjølund blev samlet nummer 3 i tiden 16:50 hvilket overraskende nok ”kun” rakte til en andenplads i M50-59, hvor Niels havde 4 sekunder til vinderen. Niels vandt dog både første og anden afdeling og ligger samlet nummer 1 i klassen. Michael Pilegaard Hansen blev med 19:09 nr. 4 i klassen og ligger så vidt vides også samlet på 4. pladsen. Lige efter kom Henrik Sørensen ind i tiden 19:22. Det ligner en samlet 5. plads til Henrik. Steffen Fjellander blev i dag nummer 10 i M50-59 skarpt forfulgt af Jan Søgaard-Hansen.

Henrik Hansen løb på 18:20 og blev en flot nummer 2 i H35-49 hvor også Christian van Maarschalkerweerd klarede sig fint med tiden 19:44 hvilket rakte til en 7. plads.

I klassen 60+ stillede Mogens Weel op som enkeltdagsløber og blev nummer 5 i tiden 24:08.

På lang distance blev Jakob Mørkeberg hurtigst af alle i tiden 33:39. Jakob løber i M35-49 som han selvsagt vandt. Jakob ligger på en delt førsteplads, men har til forskel fra sin konkurrent ingen fratrækker.

Kim Hansen løb på 42:01 og blev nummer 8 i H50-59. Denne artikels forfatter løb på 43:48 og blev nummer 12 i samme gruppe. Lennart Petersen blev nummer 51 i tiden 53:33.

Arne Larsen var som så mange andre mærket af forkølelse men satte tempoet ned og løb alligevel en sikker førsteplads hjem i H60+. Med 3 førstepladser stempler Arne ind i den fornemme klub, der kan sætte skabet på plads med en tredjeplads i næste runde. I samme gruppe blev Jan Villumsen nummer 4 i 47:10, Carsten Ringive nummer 8 i 51:05, Jeppe Vørre nummer 15 i 54:34 og Carsten Stendal nummer 20 i 58:20.

Næste gang venter kongeetapen på Den Gamle Golfbane i Værløse. Måske kan man lokke nogle heppere derud, da omgangen kun er 2,5 km, så løberne kommer forbi henholdsvis 2 og 4 gange. Hård er den med både mudder og en rimelig hård stigning på hver omgang.

 

Paul

 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt