BAC

  VM i Athen 1997

VM-logo

VM på BAC's hjemmeside
Verdensmesterskaberne i atletik afholdes i Athen, og varer fra lørdag den 2. august til søndag den 10. Det internationale atletikforbund har oprettet en særlig VM-hjemmeside, hvor en imponerende mængde information kan findes. Der er nyheder, resultater, statistik, billeder, samt beskrivelser af i hundredevis af deltagere. Sidstnævnte er ikke deciderede deltagerlister, og f.eks. savnes de fleste danske deltagere. Men man finder naturligvis en vis hr. Kipketer med "sjældne" detaljer som hans PR på 1500 m, mile m.m.
Denne VM-dækning lever kun næsten op til de høje ambitioner. Specielt i begyndelsen opdateredes siderne ikke godt eller hurtigt nok med nye oplysninger, og desuden er de (som nævnt umiddelbart herover) slet ikke komplette. Ligeledes i begyndelsen var systemet tilsyneladende voldsomt underdimensioneret. Det var meget langsomt, og ofte var det umuligt at få forbindelse. Og når man endelig fik fundet den side, man skulle bruge, var den tit defekt. Også dette skyldtes overbelastning. Det er dog blevet meget bedre i løbet af ugen, og nu (fredag morgen) virker det kvikt og effektivt. Prøv det!
De nævnte problemer har man imidlertid kunnet undgå, idet vi jo har vores egen danske VM-side her, samt en VM-tidsplan med danske tilføjelser.
Siderne bliver opdateret med danske resultater m.m. tre gange i løbet af VM.

De danske VM-deltagere
. . . med fødselsdato, klub, øvelse og personlig rekord.
Dorthe Jensen, 12/4-73, Århus 1900, trespring, 13,69 m
Rikke Rønholt, 1/1-76, Trongården, 400 m hæk, 57,04
Renata P. Nielsen, 18/5-66, Århus 1900, længde, 6,96 m
Pia Zinck, 4/5-71, Århus 1900, højde, 1,94 m
Wilson Kipketer, Sparta, 800 m, 1.41,73
Robert K. Andersen, Sparta, 1500 m, 3.32,05
Klaus Hansen, 9/3-66, Skovbakken, marathon, 2.14.55
Martin Voss, 5/9-67, Århus 1900, stang, 5,70 m
Jan Bielecki, 20/2-71, Sparta, hammer, 74,04 m
Klaus Jørgensen, 20 km kapgang

Fornuftig dansk VM-start (5/8-97)
Dorthe Jensen og Jan Bielecki var de første danskere i aktion i lørdag morgens kvalifikationsrunder i hhv. trespring og hammerkast. Dorthe Jensen lagde ud med et sikkert spring, og kunne derefter satse lidt mere. Hun endte på 13,69 m - en nydelig forbedring af hendes personlige rekord. Og der er ingen tvivl om, at hun stadig kan gå meget frem, selvom der denne gang var langt op til finalekvalifikationskravet.
Jan Bielecki har haft svært ved at leve op til sin danmarksrekord, og på den baggrund var hans indsats ganske opløftende. 73,82 m var ganske vist et stykke fra en finaleplads, men det var hans bedste resultat i to år. At dømme efter hans fremgang i vægtkast er han blevet væsentlig stærkere, så nu skulle der gerne til at ske noget i hammer igen.
Kapgængeren Klaus Jørgensen stillede lørdag aften op på 20 km, men udgik.
Søndag skulle første danske løber, Robert K. Andersen på 1500 m, i ilden. Med en 6.-plads i sit heat gik han med besvær videre fra den indledende runde. Kun 5 fra hvert heat avancerede direkte, men de fire bedste tider herudover gik også videre, og her var danskerens bedst. Det var ikke så overbevisende som hans sensationelt gode sæson ellers havde lagt op til, og det blev ikke noget godt løb for ham. Han var for anspændt, og fik heller aldrig placeret sig ordentligt i feltet. Således løb han nærmest hele distancen i anden bane; en ekstra "bonus" på måske 25 m.
Mandag kl. 8 lokal tid var det så Wilson Kipketers tur. Og han badede sig naturligvis igennem sit indledende 800 m-heat, og fik noteret hurtigste tid blandt de i alt ca. 50 mand, 1.46,34. Det var den "oprindelige" Kipketer, man så. Han lagde sig sidst i feltet, men har åbenbart lavet så mange rekordforsøg, at han allerede på anden langside gik forbi hele flokken; tidligere var det altid på tredje langside.
Om aftenen var der semifinaler på 1500 m. Robert K. Andersen skulle have andre boller på suppen end i den indledende runde, hvis han ville videre. Han så heldigvis også ud til at være bedre løbende, men i et rodet løb havde han igen svært ved at placere sig; hver gang han lå godt gled han alligevel hurtigt bagud i feltet eller udad i banen. Således lå han nr. 2 efter en omgang, mens han var næstsidst, da der manglede en. Han løb imidlertid en stærk sidst omgang, og fik en nogenlunde sikker fjerdeplads. Finalepladsen var hjemme. Sådan!
Tirsdag morgen 400 m hæk for kvinder. Trods sit EM-ungdomsguld ville det være en overraskelse, hvis Rikke Rønholt kunne gå videre. Og hun blev da også sidst i sit heat med en hæderlig tid, 57,26, tæt på sit bedste. Men det ser da ud til, at der i løbet af de næste par år er mulighed for at snuppe et sekund eller to på teknikken, og det samme på hurtigheden. Og så begynder der for alvor at være noget ved det.
Se vores VM-oversigt her.

Mellemdistance-succes (7/8-97)
Tirsdag aften 2. runde i Wilson Kipketers 800 m. Her fik vi en ægte Kipketer - de første 500 m stille og roligt som bageste mand, og så via en 100 m på 12,2 s forbi hele feltet på den næstsidste langside. Spænding er der ikke meget af, men en sådan sublim løber er en oplevelse i sig selv. Han kan vinde løbene ligegyldigt hvordan de udvikler sig.
I onsdagens semifinale fik vi vel nærmest en gentagelse af 1. rundes løb, d.v.s. at næsten-danskeren valgte den anden langside til sit ryk. Det ser stadig nemt ud, men alligevel ikke helt så overlegent som i første runde eller i et par stævner tidligere på sæsonen, hvor Kipketer lige så smertefrit producerede tider, der var væsentligt bedre. Måske er selv han ved at være mærket af varmen og det hårde VM-program. Nu er der en hviledag, så forhåbentlig bliver finalen den opvisning, som vi alle har ventet på.
På den anden af mellemdistancerne, 1500 m, var Robert K. Andersen som bekendt kommet i finalen. Man så desværre hurtigt, at det også denne gang blev et langsomt, taktisk rodeløb, hvor danskeren absolut ikke har sin stærke side. Og nok engang fik han ikke fred til at løbe sit eget løb. Han brugte for mange kræfter, og kom ikke med, da toget gik. Det blev til en 8.-plads i 3.37,66, men trods alt var han faktisk kun 2-3 meter fra bronzemedaljen. Storfavoriten Hicham El Guerrouj fra Marokko vandt i tiden 3.35,83. Årsagerne til Robert K. Andersens placeringsproblemer er vel dels manglende rutine og dels, at han er en af de højeste 1500 m-løbere, hvilket gør det sværere at manøvrere i feltet. Han må så til gengæld lære at udnytte fordelene ved at være stor, nemlig at man kan løbe med længere, mere afslappede skridt, samt at man bedre modstår skubben og masen.
Renata P. Nielsen kvalificerede sig ikke til finalen i længdespring. Hun leverede dog en rimelig serie, så skuffelsen var ikke så stor, også med baggrund i, at hun har fået forberedelserne spoleret af skader. Det er heller ikke helt nemt at få alt til at fungere i en så præcisionskrævende øvelse som denne. Når det så er VM og tilmed kl. halv otte om morgenen, hvor man ellers aldrig har konkurrencer, forstår man, hvorfor så mange af deltagerne havde problemer, specielt med tilløbet. Så på den baggrund var danskerens 6,49 m faktisk ikke så galt. 10 cm mere ville have givet adgang til finalen.
Se vores VM-oversigt her.

Dansk VM-slutspurt (10/8-97)
Fredag blev en god dansk dag. Først og fremmest naturligvis takket være Wilson Kipketer, der hentede sit 800 m-guld. Med fare for at lyde lidt negativ må man sige, at løbet formede sig meget forudsigeligt. Det havde hele tiden ligget i luften, at Kipketer ville forsøge "noget" i finalen, d.v.s. prøve at løbe solo, evt. efter verdensrekorden, lige som i inde-VM i Paris tidligere på året. En sprudlende Kipketer kunne have gjort dette til VM's absolutte højdepunkt.
Da startskuddet lød, lagde Kipketer ud som lyn og torden, og løb 23,47 på de første 200 m; nok et af 800 m-historiens hurtigste udlæg. Han havde fået et forspring på 2-3 meter, men burde nok have brugt et sekund mere. Han mistede i hvert fald skarpheden i sit løb, og de to næste 200 m var hver et sekund for langsomme til en evt. rekord. Så ikke et ord mere om den. Desuden kunne feltet følge nogenlunde med, stadig omkring tre meter efter. I opløbssvinget kom Noberto Tellez fra Cuba sågar lidt nærmere, og man fik pludselig nervøse trækninger. Kipketer så faktisk helt menneskelig ud, mærket af det hårde udlæg, den lange solotur o.s.v. Heldigvis var cubaneren nu blevet mør, og Kipketer kunne på de sidste 100 m øge forspringet til sikre 5 meter. Ikke nok med at han er en fremragende tempoløber og har en fantastisk 300 m-afslutning. Han har også en kort spurt, der er meget svær at gøre noget ved.
Guldmedaljen var hjemme! Sluttiden blev 1.43,38. Cubansk sølv, som nævnt, og bronze til amerikaneren Rich Kenah, som ellers havde holdt sig i baggrunden, men til slut sprintede forbi norske Vebjørn Rodal og Patrick Konchellah fra Kenya.
To andre danskere var i aktion. Martin Voss og Pia Zinck skulle i kvalifikation i hhv. stang og højde. Martin Voss havde vist god form på det seneste, men lige som længde er det en svær øvelse at være stabil i. Voss' rutine burde dog have afværget den katastrofe han udsatte sig selv for ved ikke engang at klare begyndelseshøjden.
Pia Zinck var også i topform, og stille og roligt klarede hun de indledende højder, men måtte sandsynligvis sætte personlig (og dansk) rekord for at nå finalen. Og minsandten, om ikke den lille højdespringer overgik sig selv og sprang 1,94 m, hvilket hun fejrede på behørig vis med en baglæns salto. Finalen venter. Flot dansk dag.
Herefter skulle man vente til søndag morgens marathonløb for at stifte bekendtskab med VMs sidste dansker. Klaus Hansen skulle i ilden (det var i hvert fald varmt), og fuldførte til trods for en længerevarende krise undervejs. Han endte som nummer 46 af 111, og det var faktisk ikke så galt, selvom hans tid på 2.28 ikke imponerede. 70 fuldførte. Klaus Hansen er stadig i en slags opbygningsfase, og regner med klar fremgang de kommende år.
Som rosinen i pølseenden skulle Pia Zinck runde Danmarks optræden af i aftenens højdefinale. Det største problem ville nok blive manglende motivation. VM-målet havde været at komme i finalen, og det var jo nået. Tilmed havde Pia Zinck sat dansk rekord, så hvad var der mere at hente, når man godt vidste, at man nok ikke kunne komme i nærheden af medaljerne? 1,90 m blev klaret, men 1,93 var for meget. Det rakte til en plads som nr. 12 af de 13 finaledeltagere.
Se vores VM-oversigt her.

Sidst opdateret 10/8, 1997.