FORSIDE          MOBIL        ENGLISH        INDHOLD        SØG        HJÆLP   
      
 
 
Udvalgt indlæg
 
28/6 - 2021
3 Danmarksmestre og en flot Sølv ved Store DM    Skriv svar   Ret indlægget

3 Danmarksmestre og en meget flot Sølvmedalje til Bagsværd Atletik Club ved de danske mesterskaber i atletik for seniorer på bane.
Vi kan blive begejstret over en fin placering og/eller en god tid ved Senior DM.
Vi kan blive lyksagelige og rørte over en medalje ved Senior DM.
Vi kan blive ……. Usandsynligt ellevilde og eksalterede ved et Danmarksmesterskab for seniorer.
Og så er det helt ubeskriveligt, når 3 atleter fra Bagsværd Atletik Club ved det samme mesterskab vinder hver deres individuelle Guldmedalje og Danmarksmesterskab og herudover også får en meget flot Sølvmedalje i hus.

Mesterskaberne forløb over 3 dage fra fredag d. 25. juni til søndag d. 27. juni i Odense. Om fredagen stod den på 10.000m og 3.000m Forh., hvor BAC ikke havde deltagere med.

Lørdag skulle Christoffer Frost-Jensen Johansen løbe 1500m. Der var nogle konkurrenter, der havde løbet stærke tider, mens Christoffer var en farlig outsider. Christoffer har hurtigheden fra 800m  som spidskompetence og derfor var det yderst belejligt, at der blev løbet et forholdsvis behærsket tempo på de første 2 omgange. Helt efter aftale var Christoffer på plads helt fremme i feltet med 500m igen. Og kort efter tager han kontrollen i front og øger gradvist tempoet. Med 300m tilbage er Christoffer stadig rimeligt frisk og med den overskuelig tilbageværende distance, så bliver der for alvor skruet op. Nogle få forsøger at tage jagten op, men Christoffer har kontrol og kræfter til at krydse målstregen med stor afstand til de nærmeste forfølgere. Hermed kunne Christoffer vinde sit første Senior Danmarksmesterskab.

Om søndagen skulle først Mia Helene Mørck løbe 800m hos kvinderne og umiddelbart efter Christoffer løbe 800m hos mændene. Senere på dagen skulle Joel Ibler Lillesø løbe 5000m hos mændene.

Mia har skiftet universitet i USA med ny træner og nye forhold, så der har været rigtig meget nyt det seneste halve år, hvor også træningen har været anderledes end tidligere. Det har indtil nu tegnet godt, da Mia har løbet stabilt hurtige tider. Mia var også favorit ved dagens mesterskabsløb, da hun havde dansk årsbedste med pæn margin. For at undgå positionskampe og andre risici, så tog Mia initiativet fra start og løb tempo fra spids. Det tog stille og roligt broden fra konkurrenterne og de faldt fra en efter en. Efter 550m var der kun en enkelt, der stadig lå bag Mia, men lidt længere fremme kom der også hul til hende. Herefter kunne Mia bare holde fokus på at løbe stærkt til målstregen til en suveræn Danmarksmesterskabstitel. Mia løb i 2.06,00, som er nyt dansk årsbedste, hvilket er super flot at gøre fra spids og uden hjælp, så det er tegn på at der kommer endnu bedre tider.

Christoffer var oppe imod en konkurrent på 800m, som har løbet rigtig stærkt på 200m og 400m. Derfor var der ikke tid til taktiske overvejelser undervejs, da det skulle gå stærkt fra start i håb om at udtrætte alle de andre konkurrenter. Og Christoffer løb stærkt fra start med alle de andre efter sig. Det var ikke hovedløst stærkt, men fint kontrolleret for der skulle være kræfter til det allersidste. På opløbet var den værste konkurrent der stadig lige bag Christoffer. Han kunne desværre trække ud og presse sig et mulehår foran Christoffer, men heller ikke mere end det. Mulehårets afstand blev holdt hele vejen til målstregen, så Christoffer måtte nøjes med Sølv. Men det var efter en yderst veldisponeret kræftpræstation og en tid som er en tangering af hans PR på 1.49,44. Så her er der også tegn i sol, måne og stjerner på, at Christoffer kan forbedre hans PR en hel del. Hvis nogle skulle være i tvivl, så er et mulehår 0,05 sek. omregnet til tid.  

Joel var også oppe imod nogle hurtige konkurrenter på mændenes 5.000m. Især én havde vist hurtighed fra 1.500m og én man helst ikke vil have med hjem til en kort spurt. Så der var mange taktiske overvejelser inden løbet. Joel gik frem fra start og satte et højt tempo for, at det ikke skulle blive et udpræget taktisk løb samt at få resten i gang og op i tempo. Efter 600m trak Joel ud i håb om at andre ville overtage temposætningen. Desværre faldt tempoet en del, dog uden at blive meget langsomt. Heldigvis var der en af de andre der undervejs blev utålmodig og gik frem og satte tempoet op. Ikke helt så højt som vi kunne ønske os, men trods alt et opslidende tempo for de fleste. Med 1100m til mål gik Joel frem i spidsen for at udtrætte de sidste, der stadig var med ved at øge tempoet gradvist. Efterhånden var der kun 4 løbere tilbage i front. Joel fik øget, så omgangen fra 4000m til 4400m gik på 66s og efterfølgende omgang gik på 61,1s, hvor 2 af konkurrenterne gav slip i det de gik ud på sidste omgang (4600m). Joel fik skruet yderligere op især på opløbsstrækningen, så de sidste 200m gik på 27,5 og han formåede at afvise den sidste konkurrent, der ihærdigt prøvede at angribe bagfra. Hermed kunne Joel hjemtage sit første Senior Danmarksmesterskab, som den yngste på distancen nogensinde. Et meget taktisk velfunderet og veldisponeret løb af en ung mand på 17 år og med en stadig forbedring af hans evne til at løbe rigtig stærkt på sidste omgang.

Der skal lyde et kæmpe tillykke først og fremmest til de ”Tre musketere” der toppræsterede på dagen, hvor det gjaldt, men også til alle der er med til at støtte op om de unge mennesker.


Ud over de dygtige løbere deltog klubbens højdespringstalent Lia Palmberg også. Lia var med for at lære at håndtere et senior mesterskab og var udtaget med sin fine PR på 1.58 m sat i maj måned. Kun en kvindelig atlet i klubbens historie har sprunget højere. Lia deltog sammen med syv andre danske kvindelige højdespringere. 

Lia er en af de dygtige unge tekniske atleter i klubben som også omfatter unge kastere, springere og sprintere. Lia og klub kammeraterne træner stabilt og godt året rundt og har ungdomsmesterskabet i september som udesæsonens hovedmål.

I weekendens senior DM gik det lidt mindre godt end planlagt idet Lia ikke klarede indgangshøjden på 1.50 m. Men klubbens farver blev nu alligevel forsvaret og gode erfaringer opnået. Nu ser vi frem til den resterende del af sæsonen!
  
Terminsliste (evt. tilmelding) 
4/830/7TRACKS 4. AUG Østerbro
21-22/8DM i kastemangekamp på Bagsværd...
21-22/815/8Hjælpere søges til DM i kastema...
31/826/8Indkaldelse til generalforsamling...
Nyheder 
17/7 Joel Ibler Lillesø vinder EM
7/7 Joel officielt udtaget til EM U20
30/6 Mia officielt udtaget til EM U23
28/6 3 Danmarksmestre og en flot Sølv ved...
25/6 Flotte resultater ved Øst Danske Mes...
Medlemmerne