Onsdag d. 11. maj deltog BAC i Mastersturneringens første runde. Pga. arrangørmangel var de to sjællandskredse slået sammen, så ca. halvdelen af alle danske mastershold deltog i Hillerøds glimrende arrangement! Det er et stort arbejde med så mange deltagende klubber og over 250 tilmeldte atleter, så Hillerøds indsats er højt værdsat. Vejret kunne de ikke gøre noget ved, og efter halvanden måneds tørvejr mente nogen højere oppe i systemet, at det var tid til regn og blæst.
Lad det være sagt med det samme: det ellers skadesramte hold fra Bagsværd Atletik Club havde en glimerende aften, og vi endte på tredjepladsen med 8970 points (747 points i gennemsnit pr. disciplin), med 86 points op til 2 pladsen og 244 points op til førstepladsen. Eller gjorde vi?? Cliff-hanger…
Lad os starter med aftenen topscorer: I hammerkast satte Steen F. den ud på 47.90m og indkasserede imponerende 1007 point. Det er en forbedring af egen klubrekord, og dermed en passende start på Steens sidste sæson i M55 gruppen. Klubbens hjemvendte søn, Anders Jørgensen, fik desværre ikke en markering i denne omgang, men rygtet siger, at han kan kaste rigtigt langt!
En stor overraskelse var der også i spydkast, hvor Torben Søderberg trodser lægevidenskaben og kaster flotte 31.31m og indkasserer 845 points! I kuglestød kommer Steen F. ud på 10.86m, hvilket skæpper med 803 points og i diskos kaster Kasper Skov-Mikkelsen 32.92m som er en anelse længere end Steens 32.81m. De to års aldersforskel gør dog at Steen scorer 672 points mod Kaspers 653.
Hopper vi til spring så står Mie Kjær som sædvanligt for solide points. I højdespring blev det til 1.30m og 754 points, mens Michael Pilegaard springer 1.35m til 612 points. I længdespring får Mie kun et enkelt godkendt spring ind, men det er ok når det er så langt som 4.48, giver 856 points og er identisk med egen klubrekord.
I stangspring er der efterhånden kamp om de to holdpladser… BAC’s anden hjemvendte søn, Bo Fleig Mortensen, får noteret 1.90m mens Michael Pilegaard får noteret 1.60m. Vi mener dog at mindst én af de to faktisk sprang 2.00m, men dommerfunktionen fungerede ikke optimalt. Pointmæssigt får vi 412 points ud af anstrengelserne, hvilket er skarpt større end nul, og det bliver helt sikkert bedre når Bo får trænet. Dette var nemlig hans første spring i 25 år - og under halv så højt som han sprang dengang.
Springer vi videre til løb så var Julie Rosbo topscorer med 814 points som belønning for en tid på 6:01,28 på 1500m. Henrik Sørensen løb hurtigst af alle med 5:08,98 svarende til 586 points. På 5000m løber Paul Andersen 20:20,00 og får 480 points, mens Mogens Weel får 21:51,15 (456 points). På 400m løber Charlotte Egholm 1:12,00 (761 points) mens Jes Andersen løber 1:14,41 (597 points). Ganske gode sæsonstarter givet betingelserne! På 100m løber Mie 14,46 (768 points) og Charlotte afprøver distancen og får 15,20 (708 points).
Marianne Søderbergs tilbagekomst var ventet med spænding, da hun har vist meget fine takter under træning. Desværre gjorde skader at hun måtte trække sig fra 100m og 400m og nøjes med at give en fod med på 1000-meter stafetten, hvor det blev til 100m afdæmpet sprint. Herefter løb Mie, Julie og Charlotte og kvartetten kom rundt på 3:07,38. Dette mente arrangørerne skulle takseres til 798 points - og der viser et opslag i pointstabellerne også er et korrekt resultat for en mix stafet. Men her var der jo tale om en ren kvindestafet, og den bør derfor give points om sådan. De små 800 points skal derfor ændres til små 1200 points! Og eftersom BAC kun var 244 points fra førstepladsen vil vi tillade os at gå ud fra at vi overtager denne, når stafetpoints er blevet korrigeret.
Holdlederen er derfor meget tilfreds med resultatet - og ikke mindst meget spændt på at se hvad dette talentfulde hold kan drive det til når alle forhåbentligt bliver klar til finalen til efteråret!