Så kom kongeetapen! Alle er trætte når man står klar på
Hammer havn og kigger op ad den stejle og brostensbelagte vej der skal forceres
som det første umiddelbart efter starten er gået. Det går opad ca. 400 meter
hvorefter der er ca. 200 meter til at komme sig oven på chokket. Derefter er
det så op og op og op – rundt om stenbruddet - indtil man når godt 3 km hvor
det begynder at gå nedad. Herefter er der mest nedløb indtil godt 5 km hvor man
når ned til Hammersøen som følges til Allinge, hvor der drejes til venstre ind
over campingpladsen. Som om distance og højdemeter ikke er forhindring nok,
skal man her igennem en tyk grilhørm – man kommer jo lige til spisetid! Efter
campingpladsen bliver det gradvist mere ujævnt og kuperet og lidt efter 8 km
starter opstigningen til Hammer fyr, som er målet. Engang kunne jeg løbe op ad
den – det kan jeg ikke mere og d´herrer på 2. og 3. pladsen i min gruppe skulle
heller ikke nyde noget. Man løber indtil mælkesyren bider for alvor og så er
det ned og gå i rask tempo indtil stigningen flader en anelse ud ca. 300 meter
fra mål. Dem der måtte have passeret en mens man gik betaler nu regningen og
man glider nemt forbi op mod mål, hvor der det sidste stykke er en stemning
uden lige.
Et af dagens store spørgsmål var hvor meget mediehurlumhejet
havde taget på Ole, Lennart og Kim. Selv hævdede de at det havde været en lang
dag med interviews og afslåede bestyrelsesposter, jobs- og ægteskabstilbud. Den
slags tager på kræfterne!
Og hvad med kampen mellem Malene og Anne-Mette?! De lå
uhyggeligt tæt inden dagens etape, som egner sig fint til at sætte nådestødet
ind. Det skulle blive spændende at følge.
Kim Larsen var hurtigst af linselusene og løb på flotte
45:04 og blev nr. 5 i H65. Det var en plads bedre end onsdag, men samlet ligger
Kim fortsat på 6. pladsen.
Lige efter Kim kom linselus nr. 2 – Ole Kähler. Ole blev nr.
14 i dag men ligger samlet nr. 15 hvilket er 1 plads tilbage fra i går –
berømmelsens pris!
Sidste linselus var Lennart Pedersen som løb på 49:53
hvilket rakte til en 39. plads imod en 38. plads i går. Samlet rykker Lennart
en plads frem og er nu nr. 31 i H55.
Lise Thurmann blev igen i dag nr. 3 og har nu et solidt greb
om 3. pladsen i K60. Der er 4½ minut til 4. pladsen så meget skal gå galt i
Rønne i morgen hvis den ikke skal holde hjem. Et lille tillykke til Lise på
forhånd!
Anne-Mette Walbom løb på 54:54 og blev i dag nr. 30 i K55.
Samlet ligger Anne-Mette nu nr. 26 – 2 pladser frem på listen! Tillykke til
Anne-Mette som er dagens højdespringer!
Men nu udløses spændingen!:
Det var lige præcis ikke nok til at overhale Malene Nielsen
som forsvarede sig flot i dag! Malene løb på 55:00 og ligger nu nr. 25 imod nr.
26 i går. Kun to sekunder skiller de to! Det bliver ulideligt spændende i
morgen!
Kirsten Kähler løb på 58:01 hvilket rakte til en 13. plads i
K60. Kirsten ligger ligeledes nr. 13 i den samlede stilling – 1 plads frem
siden i går. Tillykke til Kirsten!
Morten Laursen løb på 01:03:14 og blev i dag nr. 66 i H50.
Morten ligger samlet nr. 65 – endnu en plads frem på listen!
Deres klummeskribent løb på 39:07 hvilket rakte til en 4.
plads både på dagen og samlet. Som for Lise skal meget gå mærkeligt i morgen
hvis det skal ændre sig den ene eller den anden vej. De andre er heldigvis også
trætte!
Hos Bagsværd Atletik er det ligesom i cykelsporten: Vi smykker
os gerne med lånte fjer når der er succes i farvandet! Sara Schou Kristensen ligger
nu samlet nr. 1 hos kvinderne. Sara vandt overlegent over den nærmeste konkurrent
ved et veldisponeret løb hvor hun trak fra konkurrenterne på det lange nedløb. Interesserede
kan se et interview med Sara på play.tv2bornholm.dk – hvor der er også er
mulighed for at bade sig i billeder af klummeskribenten.