Så nåede vi til sandhedens time! Nu skulle det hele falde på
plads og spændingen udløses. Ville vi kunne holde fast i de fornemme
placeringer og hvad med duellen mellem Anne-Mette og Malene? Hvem skulle kåres
til årets Rookie og hvad vil dette års Etape Bornholm især blive husket for?
Lad os starte med det sidste først! På trods af en uendelig
række af højdepunkter skiller en begivenhed sig ud: Interviewet i Almindingen
hvor BAC leverede hele tre ekspertkommentatorer på en gang. Her havde Søren
Brostrøm, Peter Qvortrup Geisling, Kaare Mølbak og alle de andre virkelig noget
at lære, når det kom til at formidle komplicerede samfundkritiske spørgsmål i
øjenhøjde på den almindelige dansker. De øste ødselt af deres enorme viden
inden for løb og det var næsten som at være der selv. Det var formidling og
kommunikation fra allerøverste hylde!
Og så til årets Rookie: Anne-Mette gjorde det fantastisk,
men Kim kunne hun alligevel ikke matche. Ikke blot blev han en fornem nr. 6 i
H65 – som en af de ældste. Han håndterede også mediehysteriet forbilledligt og
det hæmmede på ingen måde præstationerne – snarere tværtimod. Kim fik – sådan
godt og vel – sine ”Fifteen Minutes of Fame” og lur mig om han ikke kigger
forbi sin trofaste fanskare på Bornholm ved en senere lejlighed. Kim løb på 49:12
og blev nr. 5 på dagen.
Duellen mellem Malene og Anne-Mette blev nøjagtig så
neglebidende spændende som forventet. Kun tre sekunder skilte dem ved starten,
men Malene satte kniven i og udbyggede sin føring med 7 sekunder til i alt 10
sekunder i mål. Tillykke til Malene og imponerende hvordan hun holdt hovedet
koldt i den afgørende situation. Mon ikke Anne-Mette går efter revanche til
næste år?! Malene løb på 59:33 og Anne-Mette løb på 59:40. Samlet Malene nr. 26
og Anne-Mette nr. 27 i K55.
Lennart – Grønthøsteren fra Strynø – havde ladet maskinstationen
danse på såvel hage som ben. Luftmodstanden skulle reduceres mest muligt og ikke
bare gav det lækre køller, men også en super tid. Lennart løb på 53:11 og blev
samlet nr. 33.
Lise Thurmann blev i D60 en meget flot nr. 2 på dagens etape
med tiden 50:50. Samlet set holder Lise sin imponerende 3. plads.
Ole Kähler løb på 48:30 hvilket var en 12. plads på dagen.
Ole blev samlet nr. 13.
Kirsten Kähler løb på 01:04:19 hvilket rakte til en 18.
plads på dagen og en samlet placering som nr. 12 – 1 plads frem på listen fra i
går.
Morten Laursen løb på 01:06:29 og blev i dag nr. 68. Morten rykker
frem til nr. 62 i den samlede stilling – 3 pladser højere end i går. Det gør
Morten til dagens højdespringer.
Deres klummeskribent løb på 42:47 og blev nummer 4 såvel på
dagen som sammenlagt i H55.
Dermed lukker Bornholmsredaktionen ned for i år. Vi siger
tak til løberne for en spændingsmættet uge – det har ikke været stof der har
manglet! Endvidere tak til Coach K for at vise os vejen og tak til cheerleaderne
for at få os til at skynde os (væk) når det virkelig gjaldt. Tak til kodenavn ”Bille”
for insider-viden og tak til hele Etape Bornholm for at arrangere det bedste
motionsløb i Danmark. Redaktionen ser frem til at slå portene op til næste års
etape og har kapacitet til at rapportere om endnu flere BACere der forhåbentlig
har fået lyst til at prøve kræfter med ruterne.