25 års jubilæumsbroløb
I går, lørdag den 10. juni afholdt Nyborg og Korsør halvmarathon over Storebæltsbroen i anledning af broens 25 års jubilæum.
Det var en stor fornøjelse. Deltagere fra Sjælland blev fragtet i busser til startområdet på Fyn. Med bustid allerede kl. 12 havde jeg rigeligt tid i startområdet til at nyde det gode vejr, spise frokost, sove til middag og lytte til live rockmusik. Det var som at være på en endagsfestival med masser af gode tilbud og underholdning og gratis stykker af verdens største brunsviger lavet i samarbejde mellem tolv fynske bageri. Selvom der var titusinde deltagere på festivalen, blev der vist ikke drukket en eneste øl. Vi var alle seriøse løbere fokuserede på halvmarathon med start kl. 16.30.
Omkring en halv time før start begyndte løberne at samles i startboksene. Arrangørerne havde inddelt os i grupper efter forventet sluttid. Det er en glimrende måde at undgå den værste trængsel og skubben på de første fem kilometer. Til trods for det gode system var der en del løbere, der ikke havde forstået pointen og startede alt for langt fremme i forhold til deres løbefart, men i løbet af den første kilometer en grussti vestpå! langs med broen, var feltet stort set på plads. Herefter vendte vi 180 grader og løb op på broen, hvor vi mødte løbets hovedperson: Bror Østenvind.
Mens vi stod i startboksen havde speakeren advaret os om modvind, 5 sekundmeter med stød op til 8 sekundmeter. Det var vist de færreste, der tog det særligt alvorligt. 1, 2, 3, 4, 5 sekundmeter. - Så er det heller ikke værre. Vi har løbet i modvind før.
Det viste sig, at Bror Østenvind var en langt stærkere modstander end forventet. Modvinden ramte meget hårdt på de første kilometer på lavbroen fra Fyen, men da broen buer let i nordlig retning, blev det bedre efterhånden som vi nærmede os Sprogø, og man fik fornemmelse af, at det kunne blive til en fin sluttid til trods for varmen og vinden.
Det var dumt!
Lige efter Sprogø begynder stigningen op mod højbroens 70 meters højde. Hvad der var værre var, at højbroen mellem Sprogø og Sjælland er vinklet, så løberne blev udsat for stiv modvind, der kun blev værre, efterhånden som man løb op ad bakken. Oppe i 70 meter over Storebælt kunne Bror Østenvind virkeligt udfolde sig. Den eneste gang, jeg har oplevet noget lignende, var ved DM i 10 km på Flyvestation Værløse, hvor man løb 2-3 kilometer op mod vinden. Denne gang var det 7 kilometer i strid modvind, hvoraf halvdelen var op ad bakke. Mellem bropillerne og ved murene omkring kabelenderne blev vinden presset igennem, så der opstod en slags vindtunnel. Fascinerende og hårdt. Det er en stor oplevelse at løbe under så specielle forhold og på sådan et enestående bygningsværk.
Alligevel var glæden stor, da vi med knap to kilometer til mål kunne hoppe ned ad broen, vende 180 grader og løbe i medvind ned til kysten og derefter mod mål gennem en herlig, heppende menneskemængde.
Vi klarede det!
Fra Bagsværd Atletik Club var vi tre løbere: Christian van Maarschalkerweerd, som blev nummer 200 (#42 i herre 40-49) i tiden 1.41.10, Philip Bøttern, som blev nummer 1677 (#72 i herre 60-69) i tiden 2.00.56 og Peter Busk, som blev nummer 143 (#23 i herre 50-59) i tiden 1.38.12. (Vist min bedste placering i de tre broløb, jeg har løbet.)
I tillæg til oplevelsen fik alle deltagerne en T-shirt, der oplister alle broløb fra det første i 1997 til 25 års løbet i 2023. 1997 til 2023: 25 år. Det er skønt. (Løbet i 1997 gik kun fra Fyn til Sprogø, så det første løb over hele broen var i 1998).
Efter målstregen var der tilbud om gratis massage, pandekager til alle deltagere, øl, sodavand, chips og sågar tandpasta. Arrangørerne tog sig meget godt af os løbere. Selvfølgelig var der også levende rockmusik og masser af forlystelser, mad og drikke i målområdet. Korsør står ikke tilbage for Nyborg, hvad angår gæstfrihed.
Broløbet Storebælt er en stor oplevelse, som kun kan anbefales. Det er et udpræget motionsløb med stor fokus på oplevelsen og på at gennemføre. Mange løbere får deres halvmaratondebut over Storebælt. Jeg løb også mit første halvmaraton her for 18 år siden.
Da det meste af løbet foregår over havet i op til 70 meters højde på en motorvej, er løbet meget præget af vejret. På den måde er løbet ekstremt, og man ved aldrig, hvad man får af varme, kulde eller vind, men det er altid intenst.