Hvorfor gør vi det her hvert år? Er det noget som vi betaler
for? Kan vi ikke bare aflyse det hele???
Spørgsmålene var mange, svarene var ”det er din egen skyld”
og ”nej” og benene rimeligt tunge, da vi torsdag aften stod nede på Hammer havn
og kiggede op ad 4. etapes første stigning.
På Hammeretapen er der ingen kære mor eller et kort stykke
til lige at få benene i gang. Det er over startlinjen og så ellers bare
deropad. Først på brostenene op til landevejen, Derefter flader det ud over
cirka 200 meter inden der drejes til højre ind på en grusvej og så er det
ellers op, op, op indtil cirka 3 km. Herefter går det heldigvis nedad igen
indtil ruten flader ud og der løbes langs Opalsøen imod Allinge. Der drejes til
venstre og der løbes langs campingpladsen indtil der drejes til venstre igen og
det begynder at gå opad på naturstierne ind over Hammerknuden. Herefter lidt op
og ned indtil 8 km, hvorefter det kun gik opad – først moderat men fra 500 meter
mærket afsindigt stejlt. 250 meter før mål får man asfalt under fødderne igen
og så er det ellers det sidste op ad serpentinevejen til mål.
KÆFT! Den bed i år! Det gjorde den vel også sidste år og
året før, men det bliver ikke nemmere med alderen!
Nå – ikke mere klynk! Hvordan gik det så?
Hvis vi starter med det triste først, så måtte vores unge
håb – Jan Jansen – forlade løbet grundet sygdom. Strabadserne, virakken,
opmærksomheden og fansene var blevet for meget, men evnen til at håndtere alt
det udenoms kommer med alderen, så det er bare op på hesten igen til næste år.
Hurtigste BACer på Hammeren var Jacob Hyllegaard som i
afslappet stil løb på 38:43 og blev nummer 9 i H45-49.
Tina Kristensen vandt sin fjerde sejr i streg i tiden 43:38,
men denne gang med kun et halvt minut til nummer 2. Tina var max presset da hun
kom i mål, men en tur retur til Christiansø i frisk søgang er måske heller ikke
den allerbedste optakt til løbets hårdeste etape. Kun for mange røgede sild til
frokost er værre! Heldigvis er Tina nu 6 minutter foran nummer 2 og kan tage
den med ro fredag aften i Rønne.
Tinas datter Sara havde ingen problemer med søgangen og
vandt sin fjerde sejr i dameklassen. Sara har nu næsten 10 minutter til nummer
2 og kan (næsten) følges med mor i Rønne. Alene på Hammeren blev føringen
forøget med 3 minutter.
Det strammer til for Dicte, som holder fast i tredjepladsen
i den samlede stilling i K55-59, men nu kun med 17 sekunder til nummer 4, så
den skal have pedal i Rønne. Dicte blev nummer 4 på Hammeren og løb i tiden
47:19.
Lise Thurmann holdt med tiden 47:05 flot fast fjerdepladsen
i den samlede stilling i K60-64. Nærmeste konkurrent er næsten 6 minutter
efter, så den glipper ikke. Lise blev også nummer 4 på Hammeren. Hårdt presset
måtte Lise dog erkende, at hun har trænet på ruten, da sommerhuset ligger lige
i nærheden. Snyd er det vel ikke….. :0)
Ole Kähler blev nummer 5 i tiden 46:31 og holder også fast i
den samlede 5. plads i H65-69. Der er god luft både op og ned i tabellen, så
den holder givetvis også til målstregen i Rønne.
Morten Laursen løb på 01:10:57 og Kirsten Kähler løb på
01:00:35. Kirsten blev på dagen nr. 17 i aldersgruppen, mens Morten ligger i
den sidste del af aldersgruppen.
Denne artikels forfatter havde en hård dag i bakkerne og kom
ind på en 5. plads i tiden 39:42. Som frygtet røg jeg en enkelt plads tilbage i
den samlede stilling, så jeg nu er nummer 5 med knapt et halvt minut til 4.
pladsen. Jeg giver den et skud i aften, så må vi se hvad der sker.
Flæskestegssandwichen venter! Det er som en pølse foran slagterens hund.
Holdet ligger nu på 13. pladsen og er klar til at modtage
lodtrækningspræmierne, hvis ikke Viking Atletik rydder bordet som sidste år. Vi
er for længst videre oven på den oplevelse og på ingen måde bitre.
Paul