3 rigtig gode 1500m-løb i Oordegem (Belgien)
30/5  RET
Lørdag aften/nat d. 28. maj løb 3 BAC’ere 1500m ved IFAM i Oordegem (Belgien). Stævnet er et meget stort internationalt stævne for især M/L-løb, men der er også en stor del sprint og tekniske discipliner på programmet. I alle M/L-heat er der pacer på, hvilket umiddelbart er rigtigt flot, hvis paceren kan gøre sit arbejde ordentligt.
Da der er så mange deltagere, så afvikles stævnet tæt pakket fra tidlig formiddag og til godt over midnat. Derfor skulle alle 3 BAC’ere konkurrere kl. 22 eller senere, hvilket man skal sørge for at forberede sig på.
Joel Ibler Lillesø var så heldig at komme i C-heatet og dermed i hovedprogrammet, hvilket skulle være garanti for god kvalitet. Desværre var der ikke god kvalitet på paceren, så de kom alt for langsomt afsted. Joel var heldigvis vågen og fik langt sig frem blandt de forreste og kunne dermed være med til at præge udviklingen efter paceren havde forladt løbet. På trods af en god afslutning, så var det ikke nok til at rette op på den skade, som paceren havde forvoldt. Joel blev nr. 4 i heatet i tiden 3.44,82, som er 3/10 sek. fra PB. Der er helt sikkert mere at hente i et heat med bedre fart fra start.
Christoffer Frost-Jensen Johansen kom lige nøjagtigt ikke med i hovedprogrammet, men var i det hurtigste heat i efterprogrammet. Christoffer fik lagt sig fornuftigt i feltet, som også løb en anelse langsomt. Christoffer holdt sig ved sargen og fik en kort transportvej, hvilket dog gjorde at en del overhalede. Med 300m igen søgte Christoffer ud for at øge tempoet og det var helt sikkert også det der skete. De andre i feltet så ud som om de stod stille og hurtigt fik Christoffer et stort hul til de resterende. Det hul var der ingen der kunne lukke og Christoffer fik en suveræn heatsejr i tiden 3.42,98. Tiden er PB med 1,72 sek. og der er kun 0,65 sek. ned til Bube’s Klubrekord. Med et lidt hurtigere udlæg, så er der helt sikkert en del tid at hente, så det lover rigtig godt.
Sidste BAC’er var vores franske løber Paul Hardiville, som var i 6. heat i efterprogrammet. Paul fulgte rigtig godt med i den forreste del af feltet og sluttede også rigtigt fornuftigt af og fik tiden 3.57,35. Paul har haft 3 løb på 1500m her i sommersæsonen og han satte PB for tredje løb i træk.

 WWW   Mobil   Galleri 
 Træningstider 
 Glemt password   Kontakt