Endnu engang slår Bornholmsredaktionen portene op til årets store løbebegivenhed – Etape Bornholm – med reportage, interviews, dybdeborende journalistik og meget meget mere. Tour de France har leveret opvarmning men nu går det i gang for alvor.
BACs lineup er som altid en imponerende blanding af erfaring og ungdommeligt vovemod, men netop i år har den fået et ekstra nøk opad. Men lad os starte med det lidt triste først: Lennart Pedersen – Grønthøsteren fra Strynø – døjer med et aldersbetinget hul i bundkarret og har derfor søgt nye græsgange i år. Vi kommer til at mangle hans ro, medietække, overblik og suveræne ledelse af etaperne, som han med sin vanlige defensive strategi dominerede fra start til mål. Men for de gamle som faldt, er der ny overalt og det bringer os direkte videre til et at dette års nye og spændende navne.: Jan Jansen deltager for første gang og må være en oplagt kandidat til titlen Årets Rookie (Kim Larsen: Rookie – ikke Rocky….). Et gennembrud har længe luret lige under overfladen og vil dette års Etape blive det sidste skridt op på den helt store scene for det bare 60-årige stortalent. Det skal blive spændende at følge.
De siger: ”They never come back” – men hvor tager de fejl! Efter 8 års pause er Tina – The Comeback Kid - Kristensen tilbage for at sætte skabet på plads. Længe nok har de andre kvinder i aldersklassen haft fri leg, men det er slut nu! Mon ikke også at datteren Sara Schou Kristensen skal holdes i ørene, så sidste års samlede sejr kan gentages og der dermed kastes om muligt endnu mere indlånt stråleglans over BAC?!
Benedicte Kastrup er tilbage efter en skade, der blandt andet holdt hende ude af sidste års løb. Formen er stærkt stigende og forberedelserne har været minutiøse og tæt på optimale. Få vil tro det, men Dicte har købt nye løbesko forud for årets etape for at sikre det mentale overtag som ”state of the art” udstyr giver.
BACs bestyrelse er repræsenteret med Jakob Hyllegaard som efter et brag af en Copenhagen Maraton nu skal vise skosåler til konkurrenterne på Bornholm. Familien er også på øen og vil fungere som dette års cheerleadere, hvilket sammenlignet med sidste år vil give gennemsnitsalderen for denne funktion et ordentligt hug nedad.
Kirsten – Smiling Butcher – Kähler vil endnu engang æde sine konkurrenter en efter en og elegante Ole Kähler – BACs svar på Fred Astaire – vil eliminere al modstand på de teknisk svære passager.
Lise Thurmann har forstået, at et topresultat kræver at alt omkring selve løbet er på plads. Lise har derfor fast base på Bornholm hvor hun sammen med gemalen Ole Jørgensen kan lade optimalt op inden løbene.
Morten Laursen – ukueligheden selv – er igen med og vil med sin store rutine sætte et markant aftryk på løbet.
Sidst og vel mindst er der Deres udsendte rapporter Paul, som efterhånden mærker både tyngdekraften og dåbsattesten trykke. Glæden ved at kunne låne lidt fjer af denne stjerneparade af BAC-løbere er stor og forhåbentligt tilstrækkeligt til at bringe ham gennem løbet, så en fuldtallig redaktion kan rapportere fra alle start- og målområder.
Paul og Dicte