Jeg har i år valgt at tilrettelægge min træning på en sådan måde at jeg løber langsommest præcis, når jeg skal deltage i de løb, som jeg satser mest på.  Det er frækt, det er fremsynet og det er nyt!

Som resultat af den strategi mødte jeg for 14 dage siden - fed, gammel, skaldet og perfid - frem til Copenhagen Powerade (der er ingen klare beviser for at de to sidste parametre har nogen relevans i forhold til løbehastighed – men jeg er sikker på, at de heller ikke hjælper).

Af regnskabs- og klædeskabstekniske årsager mødte jeg desuden op i neutral sort trøje og ikke en BAC t-shirt (for ”gammelt venskabs skyld” fik jeg et gratis nummer af Sparta – og så valgte jeg i et svagt øjeblik at lade den flotte bac-t-shirt blive i skabet)

Selve løbet blev i sagens natur lidt mærkeligt. Ældre damer kom uforvarende til at køre mig ned bagfra med rullator, regnorme mistede tålmodigheden og overhalede, mens de råbte skældsord, og turister kastede penge efter mig, fordi de troede jeg var performance-artist, som underholdt med løb i slow motion.

Efter 21,1 lange km. kom jeg endelig i mål. Spartas frivillige var glade for at se mig på lige netop dét tidspunkt, for – og det var sådan set en rimelig pointe – så kunne jeg jo passende hjælpe med at pakke målport, müslibarer, sportsdrik og tidtagningsudstyr ned, inden det trods alt blev for mørkt.

KUN TO UGER SENERE - nemlig i søndags - mødte jeg så til start i Griseløbets halvmarathon. Det siger sig selv, at jeg ikke var kommet i bedre form. Det kan man ikke på 14 dage – slet ikke når nå man lever af bacon, øl, spandaur, skinkesalat og 2. sorterings flæskeroulade fra Aldi. Så min form var med andre ord ret uændret.

Før løbet havde jeg  i sagens natur overvejet om en BAC t-shirt eller noget mere trafiksikkert var det rigtige valg. Den åbenlyse risiko for at blive løbet ned bagfra og den overvejende sandsynlighed for ikke at nå i mål før mørkets frembrud talte for en vest fra børnenes trafikklub, men jeg valgte alligevel en BAC-t-shirt.

Allerede under løbets første kilometre var forskellen mærkbar! T-shirten nærmest trak mig frem og placerede mig næsten mod min vilje forrest i løbet. Efter 10 km var jeg klar til at give op, men t-shirten var ikke enig. Efter 15 km overvejede jeg muligheden for at finde en pølsevogn, men T-shirten trak fortsat. Omkring 20 km fik jeg pludselig en ubændig trang til at starte på et kursus i piberygning i stedet fuldføre løbet, men det lykkedes t-shirten at trække mig igennem løbet og ind på en samlet 2. plads.

Alt i alt et langt mere tilfredsstillende halvmarathon end dét jeg løb for blot 14 dage siden, og den eneste forskel mellem de to løb er, at jeg stillede op under det helt rigtige banner denne gang.

PS. ovenstående er, som det nok fremgår, en let dramatisering af virkeligheden. Egentlig skal jeg vist ikke holde mig for fin til at være godt tilfeds med de nævnte løb-  men det er dog påfaldende så meget hurtigere man løber i en BAC t-shirt!