Fredag d. 7. marts afholdt Gladsaxe Byråd ”Foreningernes Prisfest” i Grønnemose Skoles festsal for foreninger indenfor Fritid, Idræt og Kultur, hvor bla. Idrætspræstationer for 2024 skulle hædres og der skulle uddeles 5 priser for 2024.
Deltagere ved festen for Bagsværd Atletik Club var Christoffer Frost-Jensen Johansen, Esben Krogh Rasmussen, Joel Ibler Lillesø, Martin Gram og Carsten Rytter.
Største højdepunkt for BAC, som vil omtales først (selvom det var det sidste der skete den aften) var at Joel Ibler Lillesø blev tildelt Idrætsprisen for hans præstationer i 2024.
Begrundelsen for at indstille Joel til Idrætsprisen lød som følger:
Joel har allerede i en alder af 21 år vundet adskillelige Danmarksmesterskaber samt et Junior Europamesterskab, som tidligere kunne have medført en indstilling til ”Idrætsprisen”, men i 2024 fik Joel’s præstationer endnu et løft, som nu endnu mere berettiger denne indstilling.
De primære præstationer for indstillingen er, at Joel satte Dansk Rekord på 5.000m d. 15. juni i Heusden (Belgien) i tiden 13.22,74 og her slog han Dennis Jensen’s 24 år gamle rekord fra 2000 med næsten 3 sek. samt at Joel ved de Nordiske Mesterskaber i Cross blev en suveræn vinder og sammen med et par landsmænd kunne Danmark også hjemføre holdsejren og derved kunne Joel kåres som dobbelt Nordisk Mester.
Desuden har Joel bla. også præsteret følgende i 2024:
Ved den nordiske Indelandskamp bidrog Joel med en sejr på 3000m til det danske landsholds samlede resultat.
Ved Europamesterskaberne i Cross vandt Joel Bronze for U23 Hold.
Joel satte Dansk U23-Ungdomsrekord Indendørs på både 1500m og 3000m.
Joel vandt Eremitageløbet for andet år i træk, hvor han i 2023 satte ny løbsrekord ved at slå Henrik Jørgensens ikoniske 36 år gamle rekord, mens det i år ikke var nødvendigt at løbe helt så stærkt for at vinde suverænt.
Der skal lyde et stort og fortjent Tillykke til Joel med tildelingen af den store hæder.
Joel var sammen med Christoffer og Esben også på scenen for at få overrakt en erkendtlighed af Borgmester Trine Græse for deres præstationer på Seniorniveau i 2024, hvor det er medalje til et dansk seniormesterskab eller større præstationer der er tællende.
Der skal lyde et stort og fortjent Tillykke til Christoffer, Esben og Joel med hædringen.
Der var også overrækkelse af Kursusbeviser for dem der havde gennemført og bestået ”Leder Akademiet” og her var BAC også repræsenteret ved Esben og Martin. Esben og Martin er allerede i fuld gang med at ”lede” i klubben og nu har de fået papirer på, at det er noget de kan. Vi ser frem til at I ”leder” endnu flere af jeres projekter i klubben og at I får hjælp, så vi sammen kan gøre klubben endnu bedre.
Der skal lyde et stort og fortjent Tillykke til Esben og Martin med Kursusbeviserne.